Regerende danmarksmester, 23-årige Kristina Klindt fra Store Heddinge på Stevns er ny verdensmester i enspænderklassen efter en fantastisk kørsel ved VM for ponyer i Lipica, Slovenien.
Kristina kører med den 14-årige lipizzanervallak Pluto Callisto, og han var på hjemmebane, idet VM blev afholdt på det nationale lipizzanerstutteri, der blev grundlagt i 1580!
Efter at være blevet en flot nr. 6 i både dressur og maraton, lå Kristina Klindt på en samlet andenplads med 116,59 strafpoint inden søndagens afsluttende forhindringskørsel. Tyske Dennis Schneiders lå i spidsen med 114,73 strafpoint. Mens tyskeren satte det hele til og fik fejl på både toppe og tid, bevarede danskeren roen, og kørte fejlfrit. Samlet sluttede Kristina Klindt med 116,59 strafpoint, og det var lige akkurat nok til at at snuppe verdensmesterskabet for næsen af svenske Susanne Ankermark, der sluttede med 116,76 strafpoint. Men sølv er da også pænt! Bronzemedaljen gik til Suzy Stafford fra USA med 119,31 strafpoint.
Tyske Dennis Schneiders sluttede på en fjerdeplads med 123,38 strafpoint, og på femtepladsen kom danske Peter Koux med flotte 123,92 strafpoint. Men Peter kan rejse hjem med en guldmedalje fra dressurkonkurrencen og dermed et disciplinverdensmesterskab.
I tospandsklassen fik Lars Dau fejl på tre bolde og 3,41 tidsfejl, i alt 15,41 strafpoint. Samlet blev Lars Dau nr. 8 med 137,07 strafpoint. Niels Schelde-Petersen tog fire bolde og fik 6,92 tidsfejl, i alt 18,92 strafpointSamlet blev han nr. 24 med 185,68 strafpoint. Vinder af tospandsklassen blev tyske Dieter Baackmann med 118,24 strafpoint.
Vinder af firspandsklassen blev hollandske Bram Chardon med 117,43 stafpoint.
Resultater kan findes på Hoefnet
Den officielle VM-hjemmeside findes her.
Og så kan Jørgen Konges mange nyheder fra stævnepladsen findes på Jørgen Konges Facebookprofil.
|
|
 På sejrsskamlen ses fra venstre svenske Susanne Ankermark, den danske verdensmester Kristina Klindt og amerikanske Suzy Stafford.
Foto: Uljana Ozbiè, Stud Farm Lipica.

Kristina Klindt i den afgørende og nervepirrende forhindringskørsel.
Foto: Jørgen Konge.
|