En af Danmarks store og anerkendte hestevognsfabrikanter, N. Larsen i København udsendte salgskataloger, og de har næsten været umulige at opspore.
I 2006 fandt Ole Jespersen dog ét udateret katalog hos Danmarks Tekniske Museum i Helsingør og fik det genudgivet . Hos en privat samler er det nu lykkedes at finde et andet udateret katalog fra N. Larsens Vognfabrikker, og dette katalog har Ole Jespersen i maj 2011 genudgivet i fotografisk optryk.
N. Larsens Vognfabrikker blev grundlagt i 1856, havde fabrik i Smallegade 52 på Frederiksberg, og i Københavns fornemme Bredgade havde de i nr. 20 lager og udstillingslokale. N. Larsens Vognfabrikker fulgte også med tiden og byggede materiel til jernbane og sporveje og forsøgte sig senere med bilkarosserier.
Det nye katalog er på 44 sider, ryghæftet og indeholder 40 vognillustrationer, enkelte med håndskrevne noter og priser.
Kataloget koster 75,- kr. plus forsendelse og kan bestilles hos:
Forlaget Ekvipage v/ Ole Jespersen Bækkedal 16 9210 Aalborg SØ ole@karetmager.dk
Anmeldelse af kataloget
Forlaget Ekvipage ved Ole Jespersen har gjort det igen - fundet endnu et gammelt, dansk katalog fra en stor og anerkendt hestevognsfabrikant med fine tegninger og genudgivet det i fotografisk optryk. Denne gang er det en fortsættelse af det katalog fra N. Larsens Vognfabrikker AS, København (grundlagt 1856), og som blev anmeldt i Køresporten nr. 5. 2006.
Det nu foreliggende er i format 11,2 x 24 cm med 40 forskellige tegninger i sort-hvid og til en pris på 75 kr. samt porto ved henvendelse til Forlaget Ekvipage, Bækkedal 16, 9210 Aalborg SØ, eller til mail ole@karetmager.dk.
De mange tegninger er enkle og omfatter sports- og herskabsvogne. Her er typiske elegante Larsen-vogne fra enkle jumber og gigger over coupeer og landauere til park drag. Desværre er der ikke navne under hver vogn, og jeg savner en liste, eventuelt en løs indlagt. Også fordi benævnelserne kunne adskille sig fra de nuværende.
I gengivelserne er priser skrevet med blyant på de enkelte vogne. En gig kostede således 500 kr. og en landauer 2.000 kr. Desværre var ikke skrevet prisen på park drag’en.
Ligesom det første katalog anbefales også dette. Samlet foreligger nu 76 fine tegninger fra samme fabrikant, og som også viser adskillige variationer indenfor kendte temaer. Begge kataloger bør høre til i enhver vognelsker og -samlers bibliotek.
Ib Møller
|