God maratondag for Danmark ved VM
Af Jørgen Konge
Heldet er ikke med Lars Dau, men ellers gik det lørdag godt for de danske kuske på maratonen ved verdensmesterskaberne i Tyskland.
Igen lørdag var Lars Dau uheldig, men kom alligevel flot gennem maratonen. I forhindring 5 gik det ene kobbel løs, men det så ikke ud til at volde det store problem for ekvipagen. Lars har altid været god til at få udvendig pony til at trække, så faktisk behøver han ikke stangen. Til at holde vognen har han bremserne. I forhindring 6 kom ponyerne på hver siden side af en stolpe, hvilket ikke sker ret tit for den ekvipage, og den ene pony fik et ben over skaglen. Groom Bent Todsen var kvik og fik det rettet uden at komme på jorden og dermed få 10 strafpoint. Men det tog lidt tid, så tiden blev 58,87 sek, hvor den hurtigste var på 41,76 sek. I forhindring nr. 1 og 3 var han den andenhurtigste. I alt fik Lars Dau 81,81 strafpoint og blev nr. 9. Inden forhindringskørslen søndag ligger han på en 11. plads.
Henrik Sloth kører lidt langsommere, og den bedste plads i forhindringerne var nr. 11, som han blev både i forhindring 6 og 7. I forhindring 4 og 8 blev han nr. 12. I alt fik Henrik 84,40 strafpoint og en samlet 10. plads.
Peter Koux så ud til at have en udmærket maraton, men Taffy er ikke verdens bedste maratonpony. Der skal køres store volter, og det tager tid. Ekvipagen fik 90,30 strafpoint og en 23. plads i maratonen.
Kristine Klindt kom ind som nr. 21 med 87,77 strafpoint. Kun i forhindring 8, den sidste, var der lidt problemer. Pænt og nydelig kørsel.
Før forhindringskørslen ligger Peter Koux på en 8 plads med 136,77 strafpoint og Kristina Klindt på en 19. plads med 146,91. På første pladsen ligger hollænderen Arjo van Kekem med i alt 129,93 strafpoint.
Der har været en kæmpeopbakning til kuskene i Tyskland i dag. Kørefolk fra Midtjysk Køre Selskab var kørt fra Danmark kl. 02.00 og var på pladsen kl. 08.00, og de er ikke de eneste danskere. Kristina Klindt kunne mærke og høre opbakningen, som hun syntes var en rigtigt god oplevelse. Danske fans mangler ens tøj, eller tøj som kun danskere har på. Hernede er vi godt misundelige på hollænderne der løber rundt i deres orange tøj, så man er ikke i tvivl om, hvilket land de hører til.
Medaljedrømmene er lagt lidt på is, men miraklernes tid er jo ikke forbi. Fra Peter Koux til den, der fører, er der kun 7 point. I 2-spand klasser er der fra Henrik Sloth til nummer et godt 11 point.
Læs Jørgen Konges beretning om sølv til Peter Koux og generelt om dressuren på:
http://www.heste-forum.dk/artikler/409-Sølv%20til-Danmark og på
http://www.heste-forum.dk/artikler/411-Skuffende-dag-ved-VM
Find resultater på http://www.greven2009.de/index.php?page=463
|