Google
Karetmager

Du er her: Home Karetmager

Faglært karetmager


Karetmager Ole Jespersen fræser hjuleger på egerkopimaskine

En del af karetmager Ole Jespersens uddannelse

foregik i Hjerl Hedes gamle karetmagerværksted, hvor

faget også vises for museets gæster. Her kører

karetmageren med den gamle egerkopimaskine.

  

Karetmager Ole Jespersen er en af de efterhånden meget få nulevende danskere, der er faglært i det gamle hestevognsfag. Karetmagere og karosseribyggere, der er udlært efter 1950'erne, arbejdede med karosserier til biler, lastvogne, busser mv. og lærte ikke hestevognsfagets særlige fagområder som at fremstille træhjul.

 

Ny karetmager i 2006

Ole Jespersen blev udlært i 2006 på Hjerl Hedes Frilandsmuseum og aflagde den traditionelle svendeprøve i form af et luksus hestevognshjul. Uddannelsen var et led i Hjerl Hedes arbejde for at bevare gamle håndværk, og projektet blev muliggjort med økonomisk støtte fra Simon Spies Fonden, Concordiafonden og Den Europæiske Socialfond.

 

Karetmager på bevaringscenter

Efter læretiden arbejdede Ole Jespersen som faglært karetmager på Hjerl Hedes Frilandsmuseum frem til udgangen af november 2007. Da tiltrådte han som karetmager og konserveringsassistent hos Bevaringscenter Nordjylland i Vodskov nord for Aalborg. Her blev der indrettet karetmagerværksted, og bevaringscenteret kunne nu som det eneste af landets bevaringscentre tilbyde kompetent restaurering og konservering af hestekøretøjer, hjul, landbrugsredskaber og andre relaterede genstande.

 

Desværre var der ikke arbejde nok til at opretholde en fast stilling på bevaringecenteret, så i 2014 fratrådte Ole Jespersen jobbet der, men er fortsat løst tilknyttet i forbindelse med projekter.

 

Rådgivning

Som freelance kan Ole Jespersen være behjælpelig i en lang række situationer relateret til hestekøretøjer og karetmagerfaget. Blandt disse kan nævnes: 

  • Beskrivelse, datering og registrering af hestekøretøjer
  • Opbygning af vognudstillinger
  • Registrering af bevaringstilstand
  • Rådgivning om bevaring af hestekøretøjer
  • Rådgivning ved skadedyrsangreb i hestekøretøjer
  • Karetmagerfagets historie i Danmark
  • Oplysninger om vigtige danske karetmagere og vognfabrikanter.

 

 


Accepter cookies

Karetmager.dk anvender cookies til trafikmåling og til information om, hvordan du bruger hjemmesiden, så vi kan optimere brugeroplevelsen for både dig og andre.Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du dens brug af cookies.

Meddelelsen forsvinder, når du klikker Accepter.


Printvenlig version Printvenlig version Tip en ven/kollega Tip en ven / kollega