Google
Karetmager

Du er her: Home Karetmager Hjulmager

En hjulmager fremstillede træhjul


Tidligere var det hjulmagere, der som træhåndværkere fremstillede træhjul til især landbrugets stive arbejdsvogne. Hjulmageren var en vigtig håndværker i landsbyen, for hjul til vogne og redskaber var uundværlige og for komplicerede til, at folk i almindelighed kunne lave dem som huggehusarbejde. Anderledes var det med eksempelvis hamler, svingler, vognstænger mv. som mange landboer selv fremstillede og reparerede.

 

I samarbejde med smeden fremstillede hjulmageren også komplette vogne, men kun sjældent luksusvogne til persontransport. Mange hjulmagere opnåede aldrig at fremstille nye vogne, men ernærede sig alene ved hjul- og reparationsarbejde.

 

Fra hjulmager til karetmager

En hjulmager var oftest landhåndværker, hvorfor de fleste arbejdede på landet, og kun få hjulmagere var beskæftiget i byerne. Kongehuset og godser havde egne hjulmagere ansat. Omkring 1750 opstod fagbetegnelsen karetmager. Hjulmagernes arbejdsmetoder på landet adskilte sig fra karetmagernes i byerne, for hjulmagerne var tro over for deres håndarbejde uden maskiner og holdt fast ved farbejdet med landbrugets stive arbejdsvogne. Hjulmagernes virksomhed var derfor ret upåvirket af bilernes udbredelse efter 1. Verdenskrig.

 

Karetmagerne fulgte mere med tiden, investerede i maskiner og udviklede faget. Ved landbrugets mekanisering kort efter 2. Verdenskrig blev den stive arbejdsvogn erstattet af gummivognen, hvorfor de fleste hjulmagerne opgav håndværket og omstillede sig til reparations- og bygningshåndværk som snedkere og tømrere. Mange karetmagere fulgte med bilerne og fremstillede nu trækarosserier.

 

Hjulmager uddør som fag

Der findes ikke længere faglærte hjulmagere i Danmark. Desuden er der i Danmark nu kun få ældre håndværkere, der er udlært som karetmagere i det gamle hestevognsfag. De karetmagere, der er uddannet fra 1950'erne til 70'erne, er karrosseribyggere. De arbejdede med karosserier til biler, lastvogne og busser og lærte ikke at lave træhjul eller hestekøretøjer.

 

Læs mere om karetmager via dette link

  

Hjulmagere lærte også at tegne vognhjul. På teknisk skole indgik tegning af vognhjul og hestevogn i uddannelsen af hjulmagere og karetmagere.

Hjulmageren fremstillede blandt andet hjul til stive arbejdsvogne. Her tegning dateret 1889.


Accepter cookies

Karetmager.dk anvender cookies til trafikmåling og til information om, hvordan du bruger hjemmesiden, så vi kan optimere brugeroplevelsen for både dig og andre.Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du dens brug af cookies.

Meddelelsen forsvinder, når du klikker Accepter.


Printvenlig version Printvenlig version Tip en ven/kollega Tip en ven / kollega