Rad und Wagen
Der Ursprung einer Innovation
Wagen im Vorderen Orient und Europa.
Beiheft der Archäologische Mitteilungen aus Nordwestdeutschland Nr. 40.
Mamoun Fansa und Stefan Burmeister (ed.)
Landesmuseum für Natur und Mensch, Oldenburg, Niedersachsen. 2004.
ISBN 3-8053-3322-6
531 sider rigt illustreret, tysk tekst.
I forbindelse med en storslået udstilling i museet i Oldenburg om udviklingen af hjulet og vognen i den gamle verden er der udgivet et fornemt katalog Rad und Wagen med en status for, hvad man i dag ved om hjulets og vognens ældste kulturhistorie. Der er jo sket meget på den arkæologiske front siden Stuart Piggott i 1983 udsendte sin The Ealiest Wheeled Transport/ From the Atlantic Coast to the Caspian Sea, hvor den grundlæggende opfattelse stadigvæk var, at hjulet og vognen er opfundet eet sted og siden spredt til det meste af Den gamle Verden.
Og man er virkeligt nået meget videre, takket være både de ændrede politiske forhold efter opløsningen af Sovjetunionen, der åbnede for det rige fundmateriale i øst - og forbedrede arkæologiske udgravningsmetoder samt de forfinede naturvidenskabelige dateringsmuligheder.
Stefan Baumeister stiller ligefrem i sin indledning spørgsmålet: hvis hjulet og vognen er opfundet eet sted og herfra spredt, hvorledes kan de da nå så hurtigt til så store områder i Den gamle Verden? Er der ikke i højere grad tale om næsten samtidige udviklinger af hjul og vogne i forskellige områder?
De efterfølgende artikler beskriver de tidligste former for hjul og vogne fra 4. til 2. årtusinde før Kr. f. - fra Niedersachsen i vest til Kina i øst, Ægypten i syd til Danmarks i nord - og når til mange konklusioner. Vognene spillede naturligvis vidt forskellige roller indenfor dette store område - og når man tager tæmningen af trækdyrene (heste og okser), seletøjerne, vognafbildningerne (fx helleristningerne i Skandinavien) og fundene af tekster og overleveringer med, når man til et meget broget billede. Vel mere broget, end historien om vognen og hjulet strengt taget kan bære.
Hjul, vogn og trækdyr har jo altid været integrerede dele af de forskellige kultursamfund - ligesom huse, skibe - eller veje for den sags skyld. Man kan ikke hæve sådanne elementer ud af sammenhængen og give dem en særlig kulturbærende dimension. Godt at det er den indirekte konklusion på et så broget og spændende ajourført men meget lærde værk om hjul og vogne!
Per Ole Schovsbo
29. 3. 2005
|
